onsdag den 1. maj 2013

Jorden er tjenlig - men hvad må vi så?

Man får sådan lyst til at så, når jorden er lun og solen skinner. Og der er da heldigvis mange forskellige afgrøder, der tåler at blive sået allerede nu: salat, rødbede og ærter fx. Se linket til en god oversigt over de forskellige afgrøders nedre grænse for spiring nederst på siden.

Hold øje med temperaturen
- så ved du, hvornår du må så.
Det hele afhænger af den rette jordtemperatur. I mine højbede har temperaturen den seneste uge ikke været under 9 grader - men de ligger herligt solbeskinnet og i læ. Hvis du vil være helt sikker på temperaturen i netop din jord, må du bruge et jordtermometer.
 
Kartoflerne kan også sagtens lægges i jorden nu. De skal ca. 10 cm ned og lægges i rækker med 30 cm afstand og mindst 50 cm mellem rækkerne. Dyrker du i højbede - eller efter højbedsmetoden - kan kartoflerne lægges en hel del tættere.
 
Hold øje med vejrudsigten. Så snart dine frø er spiret, skal de beskyttes mod nattefrosten. Det klares let med fiberdug.


Beskyt de nyspirede planter mod nattefrosten med fiberdug. På billedet til højre
ses kartofler, der stortrives med dække af bobleplast om natten.


Dæk frugtbuskene mod nattefrost,
så snart de blomstrer.
Også andre steder i haven skal du være klar med fiberdugen. Mange bærbuske er på nippet til at springe ud, og når de gør det, må de heller ikke rammes af nattefrosten. Så får du i hvert fald færre bær at plukke.
 
Nogle af de mest hårdføre planter i køkkenhaven er kål. Og har du forspiret dem, kan de udmærket plantes ud på nuværende tidspunkt. Husk at afhærde alle planter, der flytter fra den lune vindueskarm til den meget køligere have - ellers vil planterne blive sat helt i stå i væksten pga. kuldechokket eller dø pga. solens svidning af de sarte blade.
 
Afhærdning foregår ved, at du hver dag bærer planterne udenfor til et letskygget, lunt sted i haven, evt. i et drivhus de første par dage. Om aftenen bæres planterne tilbage til deres vante omgivelser. Efter en uges tid vil planterne have vænnet sig til de skiftende temperaturer og sollyset, så de tåler at blive plantet ud på det endelige voksested. Men husk stadig at dække med fiberdug i tilfælde af nattefrost.

Broccoli og rosenkål er flyttet ud i drivhuset til afhærdning.


 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Læs mere om højbedsmetoden ved at følge disse links:
 
Se en liste over spiretemperaturer for køkkenhaveafgrøder ved at følge dette link:
http://www.havenyt.dk/artikler/dyrkningsmetoder/froe_og_saaning/338.html


Nelson Garden ønsker rigtig god fornøjelse i haven.

Tekst og foto: Marie-Louise Veber Paustian, MP Havedesign