onsdag den 3. april 2013

Fyld dine krukker - med succes

Den seneste uge har solen adskillige dage skinnet fra en skyfri himmel. Det ligner for alvor forår, og i vejrudsigten forudsiges tilmed frostfri nætter. Og det er lige tiden til at plante havekrukkerne til for første gang i år.
Bare rolig - der findes en hel del planter, der kan tåle nogle graders nattefrost, og en del af dem blomstrer umådeligt længe.
 
Sådan får du succes med krukkerne
Når du tilplanter krukker, er der lige et par gode tips, hvis du vil have planterne til at være friske og blomsterrige så længe som muligt:
 
# Læg ca. 3-5 cm drænlag i bunden. Det kan være potteskår, småsten eller leca-kugler.
 
# Køb en god krukkejord med gødning. Så behøver du ikke gøde den første måneds tid. Langtidsvirkende gødningstabletter kan også blandes i jorden - så skal du slet ikke tænke på at gøde på denne side af sommerferien.
 
# Bland Perlite i jorden. Perlite er et vulkansk materiale, der gør jorden fugtbevarende, varm og porøs. Det er en fordel i våde såvel som i tørre perioder.
 
# Det er vigtigt at løsne rødder på planter, der har stået så længe i salgspotterne, at rødderne kører i ring (se billederne nedenfor). Ellers vil de ikke søge ud i jorden efter vand og næring, og planten vil mistrives.
 
# Sæt planterne i krukken, men ikke tættere end at de alle får den gode jord ned omkring rødderne. Står planterne for tæt, så der ikke kommer jord ned mellem dem, vil der kunne opstå udtørrende luftlommer.
 
# Vand jorden godt igennem og nyd resultatet.

Vælg de hårdføre planter
Stedmoderblomster og de mindre hornvioler er oplagte til forårskrukkerne. De kan købes i utallige varianter i selv små supermarkeder - og de er tilmed billige. En krukke udelukkende tilplantet med hornvioler eller stedmoderblomster er skøn, og du kan nemt få planterne til at blomstre helt indtil juli, hvis de får tilstrækkelig vand og næring. Desuden skal du sørge for at nippe de visne blomster af jævnligt, da det vil få planterne til at sætte endnu flere blomster. 
De hvide hornvioler og lavendlers grågrønne løv klæder hinanden godt.
Med god pasning blomstrer hornviolerne frem til juli, hvorefter lavendler vil blomstre.
Lige nu er de skønne påskeklokker oplagte også at bruge i potterne. Blomsterhovederne vil stå helt frem til juni, hvorefter de læderagtige blade vil give krukken et frodigt udseende.

Sarcococca, limefarvet påskeklokke,
smukke primulaer og mørke hornvioler. 

 
Sarcococca er en anden stedsegrøn plante. Den blomstrer i det tidlige forår, og med det forår, vi har haft i år, kan du ganske sikkert finde den velduftende plante på en god planteskole et lille stykke tid endnu. Resten af året står Sarcococca med kønt, stedsegrønt løv. Husk at plante den ud i haven på et lidt beskyttet sted, hvis den ikke længere skal have pladsen i krukken.
 
En smuk og meget velduftende primula.
Primula-familien er også gode at bruge i krukker. De seneste år er der dukket flere spændende varianter op, og så dufter de dejligt sødt.
 
Hvad nu hvis...?
Hvis der kommer mere end et par graders nattefrost, skal du ikke fortvivle over dine krukker. Et let dække med bobleplast, 2 lag fiberdug eller blot et viskestykke i en snæver vending er som regel nok til at undgå frostskader på krukkeplanter.
 
Få endnu mere ud af din have
Vil du have chancen for at vinde skønne præmier, skal du tilmelde dig SMS-tjenesten med gratis, aktuelle havetips ved at sende en SMS med ordet TIPS til 1277 (du betaler kun din sædvanlige SMS-takst). Så modtager du - gratis - omtrent hver 14. dag en SMS - og du er helt på forkant med, hvad der er af aktuelle gøremål i haven. Du kan til enhver tid afmelde tjenesten ved at sende TIPSSTOP til 1277.
 
 
Tekst og foto: Marie-Louise Veber Paustian, MP Havedesign