fredag den 30. november 2012

Få det sidste med

Det er ikke den oplagte tid for havearbejde - men der er rent faktisk stadig en del at gøre, ud over at nyde det, der blomstrer! Ja - du læste rigtigt: Du kan nemlig sagtens have blomster i haven på denne årstid.


En hel del roser af de genblomstrende typer har endnu en del store knopper tilbage, som kun langsomt udvikler sig i det kolde vejr.

Brug de sidste i dekorationer og nyd dem indendørs sammen med fx store, tørrede blomsterskærme fra hortensiaer.



 
 
 
 
 
 
 
De seneste par uger har den gule vinterjasmin blomstret i rigt mål, men nu følger også den herligt duftende kejserbusk trop.
 
 
 
 


Og hvis du overvejer at plante et nyt træ, så kig nærmere på den vinterblomstrende kirsebær Prunus subh. 'Autumnalis'. I milde vintre blomstrer den overdådigt - nogle år helt fra midten af november til midt i april - og også den har netop åbenbaret de første blomster.

 
Skulle du have lyst til andet end blot at nyde din have, vil græsplænen have rigtig godt af at få fjernet nedfaldne blade. På den måde er der mindre risiko for sneskimmel i det tidlige forår.
 
Netop nu, hvor træerne står uden blade, er det nemt at beskære træer og buske - og da de er i dvale, vil det ikke påvirke væksten i form af vanris eller væsketab. Og så er det nemt at overskue, hvilke grene der skal beskæres. Som tommelfingerregel fjernes alle grene, der vokser ind mod kronen, og ingen grenen skal krydse og gnide sig mod hinanden.
 
Stauderne skal du endelig ikke klippe ned. De beskytter nemlig rødderne mod den hårde vinter og giver godt skjul for havens venner - nyttedyrene. Frøstande er i øvrigt meget dekorative, og fuglene er glade for at kunne hente lidt energi også her.
Det søde tag til mejsebolde er lavet af Helle Nørby
www.byhellenoerby.com
 
Der skal dog mere til for at fastholde en god, sund bestand af vilde fugle i haven: Masser af frø, kerner og mejsebolde vil tiltrække mange mejser og spurve, mens bl.a. æbler vil være til stor glæde for solsorte og drosler.
 
 
Nelson Garden ønsker alle haveejere
 en glædelig jul og et godt nyt haveår
 
 
Bloggen og sms-tipsene genoptages til foråret - vi kan næsten ikke vente...
 
PS.: Du er velkommen til at fortælle andre om vores haveblog - og om de gratis sms-tips, der helt automatisk tikker ind på mobilen, hvis man sms'er ordet TIPS til 1277.